Vægtudvikling Kuld 7 uge 6.
ALLE HVALPE ER SOLGT.
Fredag 3. november
Det har været en hyggelig dag, hvalpene er blevet meget livlige og opfører sig nu som rigtige søskende. De larmer, slås og hugger fra hinanden.
Jeg skal have nyt bånd på Tango, for den snyder sig til Foxtrot’s madskål.
Det er svært at se forskel nu, hvor båndene er blevet snavsede.
Hvalpene har i dag fået 225 g. x 4 + hvad Mira har givet af mælk.
Jeg vil gerne have hende til at stoppe; men det vil hun ikke og hun skal ikke være tynd, så hun får min. 170 g. x 4 hvalpefoder.
Torsdag 2. november
Hvalpene har det fint, de tager bare min tid og energi.
Der skal nok komme vægt og billeder i løbet af dagen.
De har været til dyrlæge og blev chippet i eftermiddag, det var kun to små piv, resten sagde ikke noget.
Køreturen klarede de fint, Mira var med for at passe på dem.
Lige nu sover de i stuen, så jeg må hellere komme ned og passe på, hvad de laver.
Mandag 30. oktober.
Dejligt vejr i dag, haven er ikke helt så våd mere, så hundepoter kan ikke ses i hele huset. Til gengæld ligger der avispapir over det hele, de små er kommet i confetti alder.
Hvalpene vokser fra morgen til aften, jeg kan se det, bare jeg har været væk et par timer.
Nu er de blevet rigtig sjove.
De vil gerne være ude hele tiden, så må jeg have Mira ud og hente dem, hun kan få dem med sig ind i håb om en tår mælk.
Mira har fundet ud af, at det giver en godbid at samarbejde med mig.
Søndag 29. oktober.
Vejret er lidt bedre og solen skinner på os, det kan hvalpene lide.
Der har været besøg til dem. Nu er det afgjort, at Foxtrot skal til Skagen.
Sidste hvalp til salg er Mambo, en dejlig lys hanhund med smarte ideer, som der nok er nogle, der bliver glade for.
Hvalpene vokser hurtigt, i morges havde de stadig svært ved at komme ned af de tre trin på trappen, nu til aften springer de ned af den. Det gør livet lidt nemmere, de vil gerne luftes udendørs og nu kan jeg bare åbne døren.
De har været ude at gå tur i dag – hele vejen rundt om huset. Der var et par stykker, der kun kom halvvejs, så dem måtte jeg bære ind.
Lørdag 28. oktober.
Det vejr skal vi ikke ud i, det blæser og alt er vådt udenfor. De voksne hunde kan se i mørke, det kan hvalpene ikke, de vil kun ud, hvis jeg lyser for dem.
Det var en voldsom storm fra nord og så kan man ikke åbne døren på den anden side af huset.